Audi Odense

Audi udleverede 1,9 mio. biler i 2023 og går styrket ind i et udfordrende år

  • Gode salgsresultater i Europa, USA og Kina
  • 178.000 udleverede elbiler
  • Audis CEO Gernot Döllner: ”Et solidt udgangspunkt for et udfordrende 2024”

Audi udleverede ca. 1,9 millioner biler i 2023. Over 178.000 udleverede fuldelektriske modeller er ensbetydende med en stigning på 51 % i forhold til 2022. Den store efterspørgsel udgør et stabilt grundlag for et krævende år med en omstilling med klart fokus på elektrisk mobilitet: Det næste vigtige skridt er verdenspremieren på Audi Q6 e-tron i slutningen af 1. kvartal 2024.

”Audi er et stærkt mærke med klart fokus på en elektrisk fremtid”, siger Audis CEO Gernot Döllner. ”Den store efterspørgsel efter vores modeller udgør et solidt udgangspunkt for det nye år. Samtidig er vi bevidste om, at 2024 bliver et krævende år på grund af den skærpede konkurrence og usikkerheder i verdensøkonomien. Derfor er det endnu vigtigere, at vi følger en klar plan, som tager hånd om disse udfordringer, og at vi sætter fokus på rentabiliteten ved vores biler. I 2024 og 2025 styrker og forynger vi desuden vores modelprogram med en lang række nye modeller. Det primære fokus er på vores fremtidsorienterede elbiler. Samtidig gør vi vores modelprogram robust til de kommende år med en helt ny generation af modeller med forbrændingsmotor og plug-in-hybriddrivlinje.”

I 2023 lykkedes Audi med at øge antallet af udleverede biler over hele verden og vækste mere end totalmarkedet. Den stærkt stigende efterspørgsel efter vores fuldelektriske modeller er især med til at understrege koncernens konsekvente elektrificeringsstrategi.


Gode salgsresultater i Europa, USA og Kina

”Vi øgede antallet af udleverede biler i 2023 med over 17 %”, fortæller Hildegard Wortmann, som er øverste chef for salg og marketing hos AUDI AG. ”Det er kun muligt takket være indsatsen fra vores internationale teams og vores handelspartnere over hele verden – tak for denne imponerende præstation! Vi har især set stor fremgang på vores kernemarkeder Europa, USA og Kina, hvor elektrificeringen også har fået endnu mere fart på. Vi overfører vores strategi til vejen og giver flere og flere kunder mulighed for at opleve den direkte.”

Efterspørgslen efter eldrevne modeller er stor: I 2023 udleverede Audi over 178.000 fuldelektriske Audi modeller til kunderne (+51 %). Der var særligt stor efterspørgsel efter Audi Q4 e-tron (+112 %). I 2024 sætter Audi endnu mere tryk på denne omstilling. I slutningen af 1. kvartal er der verdenspremiere på Audi Q6 e-tron, som er bygget på den nye Premium Platform Electric (PPE), der er udviklet specielt til elbiler. Efter Audi Q6 e-tron kommer der flere nye modeller.

Blandt andet på grund af en forbedret forsyningssituation kunne Audi sidste år bedre efterkomme den store efterspørgsel efter modeller fra hele modelprogrammet. Ud over de fuldelektriske modeller var det især Audi Q5 (332.000 stk.), Audi A6 (267.000 stk.) og Audi A4 (237.000 stk.), der var populære blandt kunderne.

Audi Sport kom op på 48.000 udleverede high performance-biler på verdensplan, hvilket var en stigning på 5 % i forhold til året før.

I Europa blev der sidste år udleveret ca. 748.000 biler (+20 %) til trods for en udfordrende markedssituation. Der var især vækst hos de fuldelektriske modeller (+30 %), og i særdeleshed med Audi Q4 e-tron (+68 %).

USA er for Audi et fremtids- og vækstmarked med stort potentiale. Det beviser tallene for 2023 også. Ca. 229.000 udleverede biler (+22 %) er lig med det hidtil bedste salgsår. Der var især stor efterspørgsel efter de fuldelektriske modeller, som vækstede med ca. 55 % til 25.000 stk.

Audi kan også glæde sig over et øget antal udleverede biler på det vigtige kinesiske marked: Samlet set udleverede koncernen over 729.000 biler til kunder i Kina og Hongkong, hvilket var en stigning på over 13 % i forhold til året før.

På de øvrige verdensmarkeder udleverede Audi ca. 190.000 biler i 2023 (+19 %).

2023 2022 Ændring
fra 2022
Total 1.895.240 1.614.231 +17.4%
Europa 747.619 624.498 +19.7%
USA 228.550 186.875 +22.3%
Kina + Hong Kong 729.042 642.548 +13.5%

Bemærkning til redaktionen: Regnskabstallene for regnskabsåret 2023 præsenteres på Annual Media Conference den 19. marts 2024.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk